Kaniner/Marsvin

På Guldborgsund Dyrehospital er kaniner, marsvin og andre gnavere et særligt interesseområde.
De undersøges og behandles ud fra de nyest opdaterede metoder og tages selvfølgelig lige så seriøst som vores øvrige patienter.
Vores petshop sælger desuden kvalitetsfoder til kaniner og gnavere, og vi vejleder gerne ved køb af dette.
Vi anbefaler mindst et årligt sundhedstjek af kaniner og gnavere – for at de konsekvent kan være sunde og raske.

Kaniner

Kaniner er byttedyr og skjuler derfor langt hen ad vejen tegn på svaghed/sygdom, som en naturlig overlevelsesmekanisme.
Derfor er det vigtigt at søge dyrlæge snarest, selv ved små symptomer.

Vigtige sygdomme hos kaniner:

Tandproblemer:
Kaninen spiser kun blødt foder, skærer tænder og savler måske.
Dette skyldes ofte tandproblemer; for lange tænder eller tandspidser. Skarpe tandspidser på kindtænderne forårsager smerter fra munden, hvilket gør, at kaninen ikke vil eller kan tygge sin mad. Gøres der intet, vil kaninen langsomt dø af sult.
Det kræver fuld narkose at få slebet tænderne. Da tænderne vokser hele livet, skal denne behandling typisk gentages flere gange årligt.

Kløe:
Parasitter, især pelsmider er almindelige hos kaniner.
Der ses skæl, hårtab og kløe.
Dyrlægen kan stille en diagnose ved undersøgelse af skæl og hår i mikroskop, og sygdommen behandles herefter med relevant medicin.

Forstoppelse:
Symptomer er nedsat eller ingen appetit, ingen afføring eller tørre knolde.
Hurtig behandling er vigtig, da tilstanden kan være livstruende.

Blod i urin:
Kan skyldes blærebetændelse, blæresten eller i værste tilfælde kræft i blære eller kønssystem og bør derfor undersøges og behandles, så snart symptomer opdages.

Øjenproblemer:
Kan skyldes betændelse eller sår på hornhinden, men i værste fald hænge sammen med tandproblemer.

Luftvejsproblemer:
Nysen og næseflåd tyder på infektion i de øvre luftveje.
Lidelsen starter som oftest med klart eller hvidt næseflåd. Senere kan flåddet blive gulligt, og der kan sidde tørre skorper ved næseborene.
Da kaniner tit renser ansigt med forpoterne, kan der sidde indtørret flåd på forpoterne.
Desuden kan der være snøvlen, nysen og øjenbetændelse.
Ubehandlet kan en luftvejsinfektion være livstruende, da den kan udvikle sig til kronisk lugebetændelse, der kan være svær at ramme med antibiotika. Ved luftvejslidelser skal man også mistænke tandproblemer, da tænder og bihuler samt næsehule er meget tæt forbundet.

Diarre:
Diarre hos kanin kan have mange forskellige årsager.
Bl.a. tandproblemer, overvægt, ikke optimal fodring, tarmbetændelser og parasitter.
Behandlingen retter sig derfor efter den underliggende årsag.

Skæv hovedholdning og balanceproblemer:
Skyldes ofte infektioner i nervesystemet eller det indre øre.
Hurtig behandling er vigtig, da lidelsen kan være livstruende.

Marsvin

Da marsvin ligesom kaniner er byttedyr i naturen, skjuler også disse tegn på svaghed/sygdom, hvorfor det er vigtigt at kontakte dyrlæge ved første tegn på noget unormalt.
Også små dyr har krav på hjælp, når de er syge, uanset at behandlingens pris overskrider anskaffelsesprisen.

Vigtige sygdomme hos marsvin:

Mit marsvin spiser ikke normalt:
Dette kan skyldes tandproblemer. Forvoksede kindtænder kan i værste fald danne en bro hen over tungen, så tungen bliver fanget.
Tegn på dette er, at marsvinet fravælger hårde foderemner, spiser langsommere og taber sig. Marsvinet savler, kan være våd om munden og skære tænder.
Behandles dette ikke, vil marsvinet langsomt dø af sult.

Mit marsvin er stiv/lam i bagparten
Dette skyldes oftest c-vitamin mangel. Marsvin kan ikke selv danne c-vitamin og er derfor afhængige af at få dette vitamin tilført via kosten.
Mangel på c-vitamin giver generelt svaghed og dårligt immunforsvar.
Hvis tilstanden ikke behandles, giver det problemer med mineralbalancen og knoglerne. Marsvinet kan blive stift og sågar lamt i bagparten.
Det er vigtigt at få marsvinet ordentligt undersøgt for at udelukke, at der er brækket knogler.
Behandlingen består i tilførsel af c-vitamin.
Det er vigtigt ikke at tilføre vitaminblandinger via drikkevandet, da c-vitamin hurtigt nedbrydes i vand.

Kløe
Kan skyldes skab, som er en mide. Sygdommen starter med kløe, pelstab og skæl. Senere kan der opstå store betændte sår. Tilstanden kan blive så voldsom, at marsvinet bliver alment påvirket af den stærke kløe, bliver uroligt eller aggressivt, sågar kan få kramper.
Skabmider kan være meget svære at påvise i mikroskop, og derfor behandler vi altid, hvis symptomerne tyder på skab. Behandlingen består i et middel mod mider, og alle marsvin i hjemmet skal behandles, da der godt kan være raske smittebærere.

Mit drægtige marsvin spiser ikke
Dette kan skyldes udvikling af drægtighedssyge, som er en alvorlig tilstand. Marsvinet bliver gradvist sløvt, holder op med at spise og får nedsat temeperatur.
Da behandlingen mange gange kommer for sent i gang, er der stor risiko for, at marsvinet dør. Det er derfor vigtigt at forebygge denne tilstand. Dette gøres ved at passe på ikke at stresse drægtige hunner, undgå pludselige foderskift, kun avle på sunde dyr.

Knuder
Marsvin har tendens til dannelse af talgknuder, især på ryggen. Brister en sådan talgknude, kan man presse kitagtigt indhold ud, og der kan opstå infektion.
Marsvin kan også få kræftknuder, og disse bør naturligvis fjernes hurtigst muligt.
Endelig kan “knuder” vise sig at være bylder efter slåskampe osv. Disse behandles med antibiotika.

Urineringsproblemer
Symptomer på blæreproblemer er, at marsvinet er vådt bagtil og piber, når det skal tisse.
Ofte skyldes dette blærebetændelse, som behandles med antibiotika. Blæreproblemer kan dog også skyldes alvorligere ting som kræft eller blæresten, som bør opereres.

Luftvejssymptomer
Kan skyldes støv i omgivelser, høj luftfugtighed, træk, tobaksrøg, ammoniak pga. dårlig hygiejne.
Symptomer kan være alt fra nysen, snøften, rallen, vejrtrækningsbesvær, næseflåd og hoste.
Sygdommen kan blive alvorlig og bør behandles med antibiotika.

Diarre
kan skyldes alt fra tandproblemer, til c-vitamin mangel til infektioner med bakterier eller parasitter. Behandlingen rettes naturligvis efter årsagen.

C-vitamin mangel hos marsvin
Marsvin danner ikke selv c-vitamin og er defro afhængige af at få det tilført med kosten.
Dette vitamin er vigtigt for knogler, tænder, bindevæv og immunsystemet.
Symptomer på en mangeltilstand er nedsat vækst, forhøjet dødelighed blandt unger, nedsat levetid, reproduktionsproblemer, infektioner og pelsproblemer.
Dyrene kan blive skrutryggede og stive i bagparten samt få bløde knogler.
Tilførsel af vitaminblandinger i vand er desværre utilstrækkeligt, da vitaminerne hurtigt nedbrydes og forsvinder.
Vitaminer i foderblandinger er desværre også ofte utrilstrækkelige og forgængelige.
Den bedste måde at tilføre c-vitamin er derfor daglige friske grøntsager: mælkebøtter, grønkål, spinat, peber, broccoli, kålroer, hyben og persille. Vær opmærksom på, at gulerødder, agurk og salat indeholder meget lidt c-vitamin.
Vitamin kan tilføres som pulver.

Modtag invitationer, særlige tilbud og gode råd.

Der sker meget på Guldborgsund Dyrehospital. Tilmeld dig vores nyhedsmail her, og modtag bl.a. vores særlige tilbud, før alle andre.

Du er nu tilmeldt Guldborgsund Dyrehospitals nyhedsmails.